25. juni 2025
Årsrapporten: Sådan undgår du konsekvenser ved for sen indsendelse
De fleste selskaber skal indsende deres årsrapport til Erhvervsstyrelsen senest seks måneder efter regnskabsårets afslutning. Som virksomhed er det vigtigt at overholde denne frist for at undgå bøder og i værste fald tvangsopløsning.
Frister og indsendelse
- Fristen for indsendelse er seks måneder efter regnskabsårets udløb.
- For selskaber med kalenderårsregnskab er fristen for 2024 den 30. juni 2025.
- Det er modtagelsestidspunktet hos Erhvervsstyrelsen, der afgør, om rapporten er indsendt rettidigt.
Rykkerbrev og afgifter
- Ved overskridelse sender Erhvervsstyrelsen et rykkerbrev til selskabets digitale postkasse.
- Rykkerbrevet indeholder to frister:
En ny frist på otte hverdage til at indsende årsrapporten.
En fireugersfrist, hvorefter selskabet kan sendes til tvangsopløsning.
- Overholdes otte-dagesfristen ikke, pålægges ledelsen en personlig afgift:
500 kr. for første måned
2.000 kr. for anden måned
3.000 kr. fra tredje måned og frem
- Afgiften sendes til ledelsesmedlemmernes private digitale postkasse og er personlig.
Tvangsopløsning
- Hvis årsrapporten ikke er indsendt fire uger efter rykkerbrevets datering, kan Erhvervsstyrelsen anmode skifteretten om at tvangsopløse selskabet.
- Omkring 5.000 selskaber sendes årligt til tvangsopløsning på denne baggrund.
Vigtige forhold for virksomheder
- Afgiften kan i princippet betales af selskabet, men det vil normalt være skattepligtigt vederlag.
- Et selskab med tre bestyrelsesmedlemmer kan skulle udbetale op mod 20.000 kr. for at dække afgifterne efter skat.
- Det er derfor vigtigt at have styr på frister og sikre rettidig indsendelse.