04. januar 2022
Danmark har fået en ny whistleblowerordning.
Danmark har fået en ny whistleblowerordning. Den kan bruges af alle til at indberette nogle bestemte typer overtrædelser og alvorlige forhold, de har fået kendskab til gennem deres arbejde.
Datatilsynet har lanceret en helt ny whistleblowerordning, hvor man kan indberette forskellige overtrædelser af EU-retten, alvorlige lovovertrædelser og andre alvorlige forhold.
Du kan bruge ordningen, hvis du er kommet i besiddelse af oplysninger om forhold på din nuværende eller tidligere arbejdsplads – eller på en arbejdsplads, hvor du har eller har haft lignende arbejdsrelaterede aktiviteter.
Ordningen er en selvstændig og uafhængig del af Datatilsynet og er etableret på baggrund af whistleblowerloven, som blev vedtaget i juni 2021.
På ordningens hjemmeside whistleblower.dk. kan du læse meget mere om, hvem der kan indberette, hvilke forhold der kan indberettes om og hvordan du kan bruge den nye ordning.