16. september 2020
Omvendt betalingspligt
Pr. 1. juli 2014 er der kommet nye momsregler. Det betyder, at der fremover vil være omvendt betalingspligt for indenlandske køb af mobiltelefoner, integrerede kredsløbsanordninger, spillekonsoller, tablets eller bærbare computere.
Denne regel er gældende, når to danske virksomheder handler med hinanden.
Virksomheder der er ramt af omvendt betalingspligt, er virksomheder hvor mere end 50 % af det samlede salg er Business to Business. Hvis det samlede salg til andre virksomheder ikke overstiger 50 %, er man ikke omfattet af de nye momsregler om omvendt betalingspligt.
Sælger der er omfattet af omvendt betalingspligt
Er virksomheden omfattet af de nye momsregler, betyder det at man ikke skal opkræve dansk moms af salget. På fakturaen skal det tydeligt fremgå, hvilken vare der er omfattet af omvendt betalingspligt, samt beløb.
Salget skal registreres på momsangivelsen i rubrik C.
Virksomheder der er ramt af omvendt betalingspligt, har til ansvar at sikre at køberen er momsregistreret og at momsnummeret er gyldigt. Oplysninger om momsregistrerede virksomheder kan findes på www.skat.dk/virksomheder/moms. Hvis køberen ikke er momsregistreret, skal dette ske før et salg kan gennemføres.
Købere der er omfattet af omvendt betalingspligt
Købere der modtager faktura med omvendt betalingspligt, skal beregne erhvervelsesmoms. Momsen skal angives i udgående moms på momsangivelsen. Virksomheden har fradrag for moms efter de almindelige regler, og beløbet kan fratrækkes i købsmoms på momsangivelsen.
Husk at der er begrænsning af fradragsretten, hvis man som køber ikke er fradragsberettiget eller kun har delvis fradrag.
Hvis en virksomhed ikke er momsregistreret, og de køber varer af en virksomhed der har omvendt betalingspligt, skal de momsregistreres og indberette erhvervelsesmomsen efter de gældende regler. Hvis man som virksomhed vil fortsætte uden at momsregistrere sig, skal man købe varerne i en detailforretning, som ikke er omfattet af de nye regler.
Detailforretninger der ikke er omfattet af de nye regler, er virksomheder hvor mere end 50 % af det samlede salg sker til private personer.