29. november 2021
Ny lov om whistleblowerordning
Den 17. december 2021 træder en ny whistleblowerlov i kraft. Det betyder at alle private virksomheder med flere end 250 medarbejdere og offentlige arbejdsgivere med flere end 50 ansatte, har pligt til at etablere en whistleblowerordning.
Med en whistleblowerordning skal virksomhedens medarbejdere have adgang til at indberette informationer om ulovligheder som fx bedrageri, bestikkelse, korruption underslæb, misbrug af økonomiske midler, tyveri, seksuel eller anden grov chikane uden at frygte ansættelsesretlige konsekvenser. Den nye lov giver en whistleblower ansvarsfrihed i forhold til den ansattes tavshedspligt i forbindelse med en indberetning.
Fra samme dato har Datatilsynet etableret en whistleblowerordning på https://whistleblower.dk/ hvor lovovertrædelserne beskrevet ovenfor kan indberettes. Dette gælder både for oplysninger om forhold på nuværende eller tidligere arbejdspladser.
Fra den 17. december 2023 vil ordningen også gælde for private arbejdsgivere med mellem 50 og 249 ansatte.